Hvilke historier fortæller du dig selv?

personlig mestring Apr 15, 2020


Vi fortæller alle historier til os selv om os selv. Dine historier har indflydelse på mængden af de mentale og kreative ressourcer, du har til rådighed.

Lad mig forklare.

Vi står midt i en uvis tid.

Vi ved ikke, hvordan i morgen bliver, eller præcis hvilken indflydelse coronaen vil få. Vi asfalterer undervejs, som statsminister Mette Frederiksen siger.

Har jeg et job? Har jeg en virksomhed? Bliver jeg syg? Og hvad med forældre? Bedsteforældre? Alle de spørgsmål rumler i hovederne på mange. Vi frygter det, vi står i.

Er vi selv skyld i det?

Nej, så meget magt har vi simpelthen ikke. Men du styrer selv, hvordan du fortolker og konkluderer. Du forfatter selv dine historier.

Det gælder om at holde hovedet klart 

Men hvorfor er det vigtigt? Og kan det ændre noget som helst?

Ja, det kan.

Lad os antage, at du har en virksomhed. Du frygter meget for dens overlevelse. Faktisk føler du dig efterhånden overbevist om, at en konkurs venter forude. Du mister din indtægt, dit livsværk, og måske ser du også for dig, at du må gå fra hus og hjem. Gælden er uoverskuelig.

Hvad vil familien sige? Dine medarbejdere, dine kollegaer? I dine forestillinger ser du filmen, hvor alting falder sammen, og med dit mørke tankespind kommer følelserne af fortabthed, vrede og afmagt.

Forestil dig, at det er sådan, du har det. Tror du, at du kan finde ressourcerne til at træffe gode beslutninger og lave en konstruktiv plan med sådan et udgangspunkt?

Nok ikke.

At holde hovedet klart betyder at være 100 % bevidst om situationen i dag. Du skal også være opmærksom på, at der er stor forskel på at forestille sig og faktisk at vide. Den fremtid, du forestiller dig, er den historie, du fortæller om sig selv. Og dine historier skal arbejde med dig, ikke mod dig.

Prøv denne øvelse

Brug god tid på at skrive alle dine bekymringer ned. Det er vigtigt. Tving dem ned, sort på hvidt. Kig på dem, og se, om dine bekymringer bunder i negative forestillinger eller virkelighed.

Lav så regnestykket.

Hvis det går galt, hvad betyder det helt præcist i kroner og øre? Lav scenarier baseret på virkeligheden. Hvis du mister dit job og kommer på dagpenge, præcis hvilke konsekvenser vil det så få for dig og din familie? Hvis du intet foretager dig, hvor vil din virksomhed så ende? Vær specifik.

Nu har du prøvet at være realistisk omkring det mindst ønskværdige scenarie. Det trækker dig ud af det negative tankespind.

Prøv nu med et positivt udgangspunkt. Fortæl dig selv følgende: ”Jeg beholder mit job” eller ”Min virksomhed overlever”.

Hvad kan du gøre for at få det til at ske?

Måske kan du endda formulere et endnu mere positivt udgangspunkt, hvor du kommer til at stå bedre end før krisen.

Spørg igen dig selv, hvad du kan gøre for at få det til at ske.

Bliv bevidst om, hvordan dine tanker styrer dig, og se dem efter i sømmene. Ryd op i alle overbevisningerne. Brug din medfødte forestillingsevne til at finde på nye måder at handle på. Det handler om at fortælle dig selv en historie fra en anden vinkel, et andet perspektiv. Når du ser historien klart for dig, skal du finde ud af, hvad du konkret kan gøre, for at den bliver virkelighed.

Kun sådan kan du handle konstruktivt i en svær tid.

Jeg har smagt min egen medicin

For godt et år siden startede jeg Lone Erdmann ApS, som er en virksomhed med en dybtfølt mission om at højne vores bevidsthed om vores mentale kapacitet. En sådan øget bevidsthed er til stor gavn for virksomheder – både virksomhedsejere, ledere og ansatte.

Vi er forbundet i et fællesskab. Og da coronaen ramte, blev min kalender tom. Også jeg blev kortvarigt () ramt af følelsen af afmagt. De indre dramaer begyndte at rulle. Pludselig skulle jeg tage min egen medicin. Derfor har jeg lavet øvelserne og stillet mig selv ovenstående spørgsmål. Det hjælper altid.

Jeg har også spurgt mig selv, hvad jeg kan gøre for at hjælpe i den her tid med afstand, nedlukning og usikkerhed. Hvordan kan jeg bruge det, jeg kan, til at forsøge at inspirere andre?

Frugten af spørgsmålet blev dette indlæg.

Close

50% Færdig

Nøglen til succes går gennem dit mindset

Fantastisk, at du har valgt at lære mere om mindset! Vi kontakter dig indenfor 24 timer.